Jeg havde på forhånd valgt, hvilke tre ting som børnene skulle nedgrave. Det skulle være objekter som børnene kunne relatere til sig selv og deres hverdag. Dette for at de får en bedre forståelse for hvilken betydning deres opførsel samt adfærd har, for miljøet, naturen og i sidste ende dem selv.
Aktiviteten valgte jeg at udføre sammen med tre børn, i alderen 7-8år. De går i en gruppeordning, grundet diagnosen autisme.
Inden vi tog af sted, fortalte jeg hvad vi skulle og hvad målet var med aktiviteten. Interessen blev ikke vakt, men de sagde: ”okay, lad os komme af sted”.
De tre ting, som børnene skulle grave ned, og følge i nedbrydningsprocessen, var papir, plasticpose og træpinde.
Papir er noget som børnene ofte har med ud i naturen. Enten i form af tegnepapir, eller seddel som skal gives videre til enten kammerat eller forældre. I mit arbejde, henholdsvis børnehave ig SFO, har jeg oplevet, hvordan papiret får lov til at ligge i naturen, på legepladsen etc. efter at det er blæst væk eller blevet tabt.
Plastikposen blev valgt af samme grund. Taber børnene den, eller blæser den væk fra dem, lader børnene den bare ligge. Plastikposen tager børnene med udenfor, hvis de f.eks. har fået frugt eller slik, i den. Legetøj kunne også være i posen, og når dette er taget op, er posen ikke længere anvendelig eller vigtig.
Træpindene blev valgt, i og med vi desværre ikke havde en ispind ved hånden. Dem valgte jeg, fordi børnene ofte ikke gemmer på pinden, indtil der dukker en skraldespand op. I stedet bliver de smidt i naturen, i den tro at det er træ, som gerne må smides tilbage til hvor det kommer fra – nemlig naturen. Desværre tager børnene ikke højde for, at ispinde er behandlet træ, hvorfor det ikke længere hører hjemme i naturen.
Målet med aktiviteten var, at vække børnenes nysgerrighed for hvordan naturen tager i mod og behandler det det affald som vi mennesker efterlader. Samtidig ville jeg også inspirerer børnene til at tænke over, hvilke ting vi gerne må efterlade i naturen, og hvorfor netop dette må blive liggende på jorden, i mens andre genstande opfattes som forurening.
Min rolle som pædagog var at gøre klar til aktiviteten, og stille søgende spørgsmål til deres viden om naturen og affald. Ved hjælp at spørgsmålene kom vi omkring nogle emner, som jeg ikke selv havde tænkt over. Spørgsmålene var også med til at vække deres interesse for emnet og aktiviteten.
Uden brug af hjælpemidler, i form af skovle, river etc., benyttede børnene deres motorik til at grave hullerne. Fantasien og tankerne blev også taget i brug, da de spurgte om det var i orden at bruge pinde og grene til at løsne jorden med, og derved gøre gravningen af hullerne lettere.
I løbet af ingen tid, havde de lavet tre huller, hvori vores affald skulle begraves. Børnene snakkede stadig om, hvilke andre ting som kunne efterlades i naturen med go samvittighed, men også hvor lang tid det ville tage for tingene at blive nedbrudt.
Børnene var alle enige om, at de ting som vi havde valgt at grave ned, var ikke ting som var i orden at efterlade i naturen. Jeg fortalte dem, at det tager en ispind mere end 10 år at blive nedbrudt i naturen, hvilket overraskede dem utrolig meget. Da de hørte at det tager en avis tager omkring 1år og en plastikpose mellem 100-1000år for at blive nedbrudt, var de helt rundt på gulvet. (tallene kommer fra følgende hjemmeside, hvor der er en quiz, som børnene også kan deltage i, og teste deres viden om naturen og nedbrydningssystemet. http://www.holddanmarkrent.dk/default.asp?MenuID=250 )
I løbet af aktiviteten fik børnene brugt deres krop og sanser til at udføre arbejdet, hvorfor interessen også steg. Indsatsen blev også øget, og engagementet og interessen for at deltage og fuldføre aktiviteten var nu en helt anden, end da vi startede. En af drengene fik ideen til at lave nogle segl, som skulle sættes ved hullerne, så vi var i stand til at finde dem, næste gang vi skulle kigge til nedbrydningsprocessen. Initiativet fra deres side, bekræftede mig i, at målgruppen var den rigtige, og at jeg havde valgt de rigtige ting for dem at skulle følge. Børnene havde udviklet en relation til hinanden og ikke mindst naturen.
Efter 1 uge, var vi ude at kigge til tingene. ”Ej, der er slet ikke sket noget”, var deres første reaktion, da tingene blev gravet op, selvom de selv havde gættet på, og hørt om den lange nedbrydningstid. På trods af deres viden om den langsomme nedbrydningsproces, var det først da de fik et visuelt syn på tingene, at det gik op for dem, at vores affald, ikke er noget som må efterlades i naturen, for nedbrydningen sker så langsomt, at det vil ødelægge naturen, før end processen er færdig. Sammen aftalte vi, at der skulle gå fjorten dage, før end vi kiggede til tingene igen. Forhåbentlig til den tid, ville der være sket mere, end blot lidt fugtigt papir.
Selvom det er en langvarig proces, at følge et nedbrydningssystem, var børnene stadig interesseret, de talte om deres tidligere arbejdsindsats, og så frem til næste gang, vi skulle ud at grave i jorden.
En sådanne form for aktivitet kan tilrettelægges, så den passer alle målgrupper. For pædagogen gælder det om, at finde nogle objekter, som har med målgruppens hverdag at gøre. Kan disse kobles til hinanden, øger det interessen, i og med at de håndgribeligt kan forene, sammensætte og sammenligne aktiviteten med hverdagen og deres eget liv. Formår pædagogen ikke at tilpasse objekt med målgruppe, vil deres interesse og engagement dale og derved forsvinde rigtig hurtigt.
Børnehave og skole børn, kan f.eks. relatere til papir, plastik, madpapir, ispinde, legetøj og mælkekartoner. Ældre børn og unge, kan f.eks. relatere til dåser, cigaretskodder, McD-papir, tyggegummi, karton og plastik fra cigaret pakker.
Muligvis vil det være sværrer at fange de unges, men ved at relatere til dem og deres hverdag, er der mulighed for at fange deres interesse. Samtidig kan pædagogen også snakke med de unge, om vigtigheden af vores natur og miljø, samt komme ind på, hvilken betydningen det vil havde for deres egen, men også deres kommende børn og børnebørns hverdag, fremtid og færden i naturen, hvis ikke vi i dag, passer bedre på den. Med de små børn, vil man også kunne tale om fremtidens natur, set i lyset af det affald som vi efterlader, dog vil deres interesse for de faglige fakta hurtigt dale, da de endnu er på det kognitive stadie, hvor det er sanserne, f.eks. i form af at føle, røre, dufte, lugte og kroppens medvirkende motorik, som gør aktiviteterne interessante. De vil holde den faglige koncentration kort tid af gangen, hvorfor det er bedre løbende at snakke med dem om, hvilken betydning affaldet i naturen, har og får, for hverdagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar