Lægter i Anlæget

Som kultur-museums opgave, valgte jeg at kigge forbi Østre Anlæg, i den periode hvor der var udstillet lægter.
15 forskellige hold, havde hver fået 1km. lægter, som på fem dage, skulle blive til et kunstværk.
Processen har jeg desværre ikke billeder af, men med min tur forbi hverdag, var det interessant at se, hvordan projekterne udviklede sig.
De færdige resultater var meget forskellige. Nogle var kunstneriske, andre simple men for dem alle gjaldt, at der var brugt mange timer og overvejelser til det færdige resultat.

Selv syntes jeg, at det er ærgerligt at der ikke findes flere legepladser i Danmark, som er bygget af naturmaterialer, og som samtidig giver børnene muligheder for, at udforske nye ting, for hver gang de kigger forbi.
Ud af noget så simpelt som 1.km. lægter, søm og skruer, blev der skabt kunstværker, som vakte interesse hos en masse børn - og voksne - Var det muligt at kravle op, selvom der ikke var en decideret stige? Opfattede øjet, naturen forskelligt, afhængigt af hvilket vindue man kiggede igennem? Mange nysgerrige spørgsmål blev stillet, og mange af børnenes sanser blev vagt til livs.

For de mindste børn, er det muligheden for at udforske, kravle, føle og iagttage som gør udstillingen interessant.
De bruger nye bevægelser, og opdager nye ting i forhold til sig selv, ved at kravle på en udstilling, som ikke er et decideret legetårn. På nogle af skulpturerne, var der lægter som gik på kryds og tværs, og lignede mere en tilfældig sammensætning, end noget andet. Dette gør, at børnene får mulighed for at udvikle deres motorik, når de skal tænke i andre baner, og øve sig i at kravle over noget, som ikke er i ét plan, men derimod mere krævende og ustabilt.
Når barnet bruger sine sanser, og som her, bevæger sig rundt på nye måder, oplever fornemmelsen af at falde igennem huller, eller bliver gynget på en skulptur, som barnet ikke var klar over, kunne bevæge sig på en sådan måde, er det alt sammen med til, at barnets fornemmelse for sin egen krop bliver udviklet. Barnet opdager, hvordan kroppen reagerer i forskellige situationer, og omgivelser, samtidig med at det lærer hvad der føles godt, sjovt, dårligt og farligt.
De sanselige erfaringer som barnet tilegner sig, ved at deltage i et sådanne ”museums-besøg” ender med at være bidrag til barnets selvopfattelse, selvoplevelse, læring og dannelse.

For de større børn, er det stadig interessant at bevæge sig rundt på skulpturerne. For dem handler det dog ikke om at udvikle motorikken, men derimod om at udforske styrke, holdbarhed og vovemod.
Rammerne er stadig naturen og skulpturerne. De unge får en visuel oplevelse af, hvad lægter kan bruges til, og forskellige ideer til, hvordan et element, kan udvikle sig til 15 forskellige produkter. De får mulighed for at udforske sig selv, ved at komme med en bedømmelse af skulpturen, hvor meget kan den holde til osv. for derefter at afprøve, om deres forforståelse var sand eller ej. Har de indblik i, og forståelse for bl.a. materielle ting. Er det alt som man kan tillade sig at kravle, hoppe og gå på, eller er der ind i mellem begrænsninger?
Målet med en sådan ekskursion med de unge, er at arbejde med sanser, refleksioner, fantasi, kreativitet, kommunikation, fællesskab, relationer, eksperimenter, leg og empati. Begreber som kommer i spil, når de unge arbejder i naturen, med sig selv og hinanden.
Men også begreber som de unge og pædagogen kan arbejde videre med hjemme på institutionen.
Et projekt mulighed kunne være, at pædagogen ligger op til museumsbesøget. Snakker med de unge om, hvad deres forventninger er, men også deres forventninger, meninger og holdninger til, hvad en skulptur kan indeholde, styrke, udsende og holdbarhed.
Ude ved udstillingen kan deres forforståelse sammenlignes med den faktuelle viden, som de har opnået ved besøget.
Hjemme på institutionen er det nu de unges tur, til at lave skulpturer, som skal prøve at leve op til de mål, som de unge har stillet sig selv, med den viden som de opnåede ved museumsbesøget.
En anden mulighed kunne være, at de unge starter med at lave skulpturer derhjemme, inden de besøger museet, og igen efter besøget, laver en ny skulptur. Med denne mulighed får de unge måske en større forståelse for, hvad viden egentlig betyder samt vigtigheden af denne. De unge får mulighed for at sammenligne deres færdige produkter, og ikke mindst visuelt se, hvilken betydning det har for resultatet, når man gør en indsats og forbereder sig på det arbejde som skal udføres.

Er målgruppen indenfor specialområdet, vil et sådan museumsbesøg også egne sig rigtig godt. Netop fordi udstillingen her, ikke kun skal opleves visuelt men også håndgribeligt og sanseligt.
Tager man fx en synshandicappet gruppe med, vil de alle kunne opleve udstillingen, og få noget ud af det. Uafhængigt at hvor godt eller dårligt deres syn er, vil de kunne bruge deres følesans og derved opleve hver enkelt skulptur, både i forhold til udsende, men også materiale, rumfang og anvendelse.
Gruppens medlemmer, vil garanteret beskrive hver skulptur forskelligt, men sammen vil de beskrive skulpturen mere detaljeret og håndgribeligt end de øvrige grupper. Netop fordi de bruger følesansen frem for det visuelle.
Med et sådanne museumsbesøg vil gruppen bl.a. arbejde med fællesskab, sanser, refleksioner, fantasi og associationer. De vil udvikle relationer til naturen og det kreative element, hvor relationen er med til at udvikle deres egen grundlæggende tillid til livet, naturen og ikke mindst egne evner.
Hjemme på institutionen vil gruppen kunne arbejde med skulptur begrebet, og sammen skabe en mini udgave af, en af de skulpturer som de havde oplevet. Men også arbejde videre med natur og skulptur, og derved udvikle egne skulpturer.

Som det også står i ”Natur og Miljø i pædagogisk arbejde” er det vores eget dannelsesideal, der ligger til grund for den måde, vi som pædagoger vælger at arbejde i, og med, naturen.
For mit vedkommende vil det sige, at jeg er mere til de håndgribelige udstillinger, hvor der er mulighed for at røre og mærke, for derved få en større forståelse for udstillingen og det produkt som er lavet.
Det giver mig også mulighed for, at arbejde videre med udstillingen i institutionen, og derved lave en arbejdsproces sammen med målgruppen, så det bliver et videregående forløb som de deltager i. Et forløb som arbejder med, og berør deres, sanser, forforståelse, fantasi, kreativitet, associationer, relationer, kulturhistorie, fællesskab, æstetik, leg og krop.

Biotop aktivitet

Som biotop aktivitet har jeg valgt at have en miljømæssig samt motorisk tilgang til aktiviteten. Valget faldt på nedbrydningssystemet, og den proces som det indebærer.
Jeg havde på forhånd valgt, hvilke tre ting som børnene skulle nedgrave. Det skulle være objekter som børnene kunne relatere til sig selv og deres hverdag. Dette for at de får en bedre forståelse for hvilken betydning deres opførsel samt adfærd har, for miljøet, naturen og i sidste ende dem selv.
Aktiviteten valgte jeg at udføre sammen med tre børn, i alderen 7-8år. De går i en gruppeordning, grundet diagnosen autisme.
Inden vi tog af sted, fortalte jeg hvad vi skulle og hvad målet var med aktiviteten. Interessen blev ikke vakt, men de sagde: ”okay, lad os komme af sted”.
De tre ting, som børnene skulle grave ned, og følge i nedbrydningsprocessen, var papir, plasticpose og træpinde.
Papir er noget som børnene ofte har med ud i naturen. Enten i form af tegnepapir, eller seddel som skal gives videre til enten kammerat eller forældre. I mit arbejde, henholdsvis børnehave ig SFO, har jeg oplevet, hvordan papiret får lov til at ligge i naturen, på legepladsen etc. efter at det er blæst væk eller blevet tabt.
Plastikposen blev valgt af samme grund. Taber børnene den, eller blæser den væk fra dem, lader børnene den bare ligge. Plastikposen tager børnene med udenfor, hvis de f.eks. har fået frugt eller slik, i den. Legetøj kunne også være i posen, og når dette er taget op, er posen ikke længere anvendelig eller vigtig.
Træpindene blev valgt, i og med vi desværre ikke havde en ispind ved hånden. Dem valgte jeg, fordi børnene ofte ikke gemmer på pinden, indtil der dukker en skraldespand op. I stedet bliver de smidt i naturen, i den tro at det er træ, som gerne må smides tilbage til hvor det kommer fra – nemlig naturen. Desværre tager børnene ikke højde for, at ispinde er behandlet træ, hvorfor det ikke længere hører hjemme i naturen.
Målet med aktiviteten var, at vække børnenes nysgerrighed for hvordan naturen tager i mod og behandler det det affald som vi mennesker efterlader. Samtidig ville jeg også inspirerer børnene til at tænke over, hvilke ting vi gerne må efterlade i naturen, og hvorfor netop dette må blive liggende på jorden, i mens andre genstande opfattes som forurening.
Min rolle som pædagog var at gøre klar til aktiviteten, og stille søgende spørgsmål til deres viden om naturen og affald. Ved hjælp at spørgsmålene kom vi omkring nogle emner, som jeg ikke selv havde tænkt over. Spørgsmålene var også med til at vække deres interesse for emnet og aktiviteten.
Uden brug af hjælpemidler, i form af skovle, river etc., benyttede børnene deres motorik til at grave hullerne. Fantasien og tankerne blev også taget i brug, da de spurgte om det var i orden at bruge pinde og grene til at løsne jorden med, og derved gøre gravningen af hullerne lettere.
I løbet af ingen tid, havde de lavet tre huller, hvori vores affald skulle begraves. Børnene snakkede stadig om, hvilke andre ting som kunne efterlades i naturen med go samvittighed, men også hvor lang tid det ville tage for tingene at blive nedbrudt.
Børnene var alle enige om, at de ting som vi havde valgt at grave ned, var ikke ting som var i orden at efterlade i naturen. Jeg fortalte dem, at det tager en ispind mere end 10 år at blive nedbrudt i naturen, hvilket overraskede dem utrolig meget. Da de hørte at det tager en avis tager omkring 1år og en plastikpose mellem 100-1000år for at blive nedbrudt, var de helt rundt på gulvet. (tallene kommer fra følgende hjemmeside, hvor der er en quiz, som børnene også kan deltage i, og teste deres viden om naturen og nedbrydningssystemet. http://www.holddanmarkrent.dk/default.asp?MenuID=250 )
I løbet af aktiviteten fik børnene brugt deres krop og sanser til at udføre arbejdet, hvorfor interessen også steg. Indsatsen blev også øget, og engagementet og interessen for at deltage og fuldføre aktiviteten var nu en helt anden, end da vi startede. En af drengene fik ideen til at lave nogle segl, som skulle sættes ved hullerne, så vi var i stand til at finde dem, næste gang vi skulle kigge til nedbrydningsprocessen. Initiativet fra deres side, bekræftede mig i, at målgruppen var den rigtige, og at jeg havde valgt de rigtige ting for dem at skulle følge. Børnene havde udviklet en relation til hinanden og ikke mindst naturen.
Efter 1 uge, var vi ude at kigge til tingene. ”Ej, der er slet ikke sket noget”, var deres første reaktion, da tingene blev gravet op, selvom de selv havde gættet på, og hørt om den lange nedbrydningstid. På trods af deres viden om den langsomme nedbrydningsproces, var det først da de fik et visuelt syn på tingene, at det gik op for dem, at vores affald, ikke er noget som må efterlades i naturen, for nedbrydningen sker så langsomt, at det vil ødelægge naturen, før end processen er færdig. Sammen aftalte vi, at der skulle gå fjorten dage, før end vi kiggede til tingene igen. Forhåbentlig til den tid, ville der være sket mere, end blot lidt fugtigt papir.
Selvom det er en langvarig proces, at følge et nedbrydningssystem, var børnene stadig interesseret, de talte om deres tidligere arbejdsindsats, og så frem til næste gang, vi skulle ud at grave i jorden.
En sådanne form for aktivitet kan tilrettelægges, så den passer alle målgrupper. For pædagogen gælder det om, at finde nogle objekter, som har med målgruppens hverdag at gøre. Kan disse kobles til hinanden, øger det interessen, i og med at de håndgribeligt kan forene, sammensætte og sammenligne aktiviteten med hverdagen og deres eget liv. Formår pædagogen ikke at tilpasse objekt med målgruppe, vil deres interesse og engagement dale og derved forsvinde rigtig hurtigt.
Børnehave og skole børn, kan f.eks. relatere til papir, plastik, madpapir, ispinde, legetøj og mælkekartoner. Ældre børn og unge, kan f.eks. relatere til dåser, cigaretskodder, McD-papir, tyggegummi, karton og plastik fra cigaret pakker.
Muligvis vil det være sværrer at fange de unges, men ved at relatere til dem og deres hverdag, er der mulighed for at fange deres interesse. Samtidig kan pædagogen også snakke med de unge, om vigtigheden af vores natur og miljø, samt komme ind på, hvilken betydningen det vil havde for deres egen, men også deres kommende børn og børnebørns hverdag, fremtid og færden i naturen, hvis ikke vi i dag, passer bedre på den. Med de små børn, vil man også kunne tale om fremtidens natur, set i lyset af det affald som vi efterlader, dog vil deres interesse for de faglige fakta hurtigt dale, da de endnu er på det kognitive stadie, hvor det er sanserne, f.eks. i form af at føle, røre, dufte, lugte og kroppens medvirkende motorik, som gør aktiviteterne interessante. De vil holde den faglige koncentration kort tid af gangen, hvorfor det er bedre løbende at snakke med dem om, hvilken betydning affaldet i naturen, har og får, for hverdagen.

3D

Som vist længere nede på bloggen, har gruppen været i gang med at lave et "Kims" banner.
Til fremlæggelsen af banneret, havde jeg bl.a. lavet en gulerod, rødbede og en blomst.
Vi valgte temaet fra jord til bord, hvorfor også guleroden, rødbeden og blomsten blev til.